Ny netværksdirektør i Jubii

15. august 2016 tiltræder Astrid Thusgaard-Madsen som netværksdirektør i Jubii med ansvar for det digitale annoncenetværk.

Astrid Thusgaard-Madsen har mere end 15 års erfaring med salg af digitale annonceprodukter og med digitale medier generelt. Denne erfaring vil Astrid Thusgaard-Madsen trække på i sit kommende arbejde med videreudvikling af Jubiis digitale annoncenetværk, som omfatter mere end 75 forskellige websites.

- Jubii er en spændende virksomhed med et stort potentiale, og jeg glæder mig rigtig meget til at tage fat på den nye udfordring og lære teamet at kende, siger Astrid Thusgaard-Madsen.

Hun får reference til Claus Hovge Andersen, koncern forretningsdirektør i NORDJYSKE Medier.

- Jeg ser frem til, at vi får videreudviklet vores position i markedet for digitalt annoncesalg og specielt overfor vores partnersites. Astrid er med sin høje faglighed og professionelle tilgang til partnerskaber et godt match for Jubii og vores kunder, så det er en stor fornøjelse at byde hende velkommen på holdet, siger Claus Hovge Andersen.

Astrid Thusgaard-Madsen har i de seneste fem år været ansat hos Eniro Danmark A/S og har tidligere arbejdet hos Berlingske Media, AOL og IDG.

Fakta

Jubii Media Group varetager reklamesalget for en række af landets største netmedier, bl.a. Bazoom, Denstoredanske.dk og DMI. Jubii.dk er en nyhedsportal, der tilbyder danskerne en kombination af underholdning, nyheder og fritidsstof. Jubii Media Group er en del af NORDJYSKE Medier koncernen.

For yderligere information, kontakt:

Claus Hovge Andersen, claus.h.andersen@nordjyske.dk, tlf. 2173 2728.

Jubii

Nørre Voldgade 92
1358 København K
Denmark